Stigende aktiebeskatning er en relativ dum ide

Socialdemokratiet har fremlagt deres økonomiske politik forud for grundlovsdagsvalget. Som forventet var det ikke gode nyheder, for dem som gerne vil være med til at sikre risikovillig kapital til selskaber med vækstambitioner. At ”køre noget tilbage” er kun rigtigt, hvis den tid man skruer tilbage til var ”rigtig”.

En sammenligning med andre nordiske lande eller med landende i OECD området, falder ikke ud til Danmarks fordel, når det drejer sig om den høje og marginale danske aktiebeskatning. I Finland, Sverige og Norge svinger aktiebeskatningen mellem 30-34 % og det vel at mærke uden at inddrage specielle ordninger som eksempelvis lukrative aktiesparekonti.

Meget bedre bliver det ikke, hvis man breder sammenligningen ud til OECD området. Også i den henseende er 42 % en ganske høj beskatning. Udgangspunktet er altså ikke en meget lav beskatning, således som tingene er i dag, og som man af debatten kunne få indtrykket af.

Der er en tæt sammenhæng mellem personlig- og kapitalbeskatning. I hvert fald når ”kapital” defineres som aktier. Kombination af selskabsskatten på 22 % og de marginale 42 %, giver en samlet beskatning på 54,76 %. Sammenhængen er at hovedaktionærer ikke ad bagvejen skal kunne udlodde udbytte til en samlet beskatning, som ligger under topskatten.

Marginal beskatning til 57,1 %

Hvis man hæver aktiebeskatningen til 45 %, svarer det til at hæve den marginale beskatning til 57,1 %. Der vil altså være tale om, at den marginale aktiebeskatning ligger over den beskatning, som gælder for arbejdsindkomster.

En sådan ændring vil naturligvis have konsekvenser. For det første vil det yderligere skævvride aktiebeskatningen i forhold til andre skattesatser. For det andet udfordrer det ceteris paribus antagelsen om, at elasticiteter ikke findes eller sagt på en anden måde: Investorerne vil reagere med ændret adfærd.

Hovedargumentet synes at være, at tiden skal skrues tilbage. Det kan næppe i sig selv være et meget overbevisende argument, med mindre ”tiden”, der skal skrues tilbage til, var udtryk for en ligevægt. En 42 % beskatning, som er gældende i dag, er ikke nogen speciel og given ligevægt, men fortsat en international set meget høj beskatning.

Uændret aktiesparekonto

Af samme forslag fremgår det, at aktiesparekontoen vil fortsætte uændret. På den ene side betyder det en farvel til ideen om, at det maksimale beløb over tid kunne stige fra 50.000 til 200.000. Det er alt i alt ikke den store overraskelse. Aktiesparekontoen er i sin nuværende form ikke attraktiv nok. Politikerne vil med vanlig sans for selektiv datafokus hævde, at ASK ikke har været nogen succes, og hvem gider spilde mere krudt på en fiasko. Det er relevant at se på årsag/virkning.

Aktiesparekontoen har naturligvis ikke været nogen succes, fordi den fra starten blev født forkert. Beløbsstørrelsen og betingelser er ikke attraktive. Den manglende udbredelse skyldes ikke, at investorerne ikke vil investere i aktier og tilvejebringe den risikovillige kapital, som bl.a. nye selskaber har brug for. Fiaskoen skyldes forudsætningerne. Pengene, som er på kontoen, er overvejende recirkulerede penge, som kun i meget begrænset omfang kommer fra helt nye aktieinvestorer.

Man kunne få det indtryk, at når det kun er ”få personer med meget høje aktieindkomster, som kommer til at mærke en stigende beskatning”, gør det mindre. Hos Nordnet er 110.000 kunder næppe enige i, at det tal er meget lille, men alt er jo som bekendt relativt.