Videnstest.
Komplekse UCITS-fonde er, ligesom alle UCITS-fonde, omfattet af det samme strenge regelsæt med høje krav til risikospredning (diversificering), gennemsigtighed, daglig likviditet og stærk forbrugerbeskyttelse. Men selvom de ydre rammer er de samme, adskiller de sig markant i deres underliggende struktur. Derfor er der vigtige forskelle at være opmærksom på vedrørende:
Investeringsstrategi
De underliggende aktivers egenskaber og risici
Ovenstående faktorer gør, at disse fonde generelt betragtes som mere risikofyldte end almindelige UCITS-fonde. De har ofte en ikke-lineær risikoprofil, hvilket betyder, at fondens værdiudvikling kan afvige kraftigt fra de traditionelle markeder. De kræver derfor mere forhåndsviden og erfaring fra en investor at forstå.
Nedenfor hjælper vi dig med at få et overskueligt billede af komplekse UCITS-fondes generelle egenskaber samt deres specifikke risikomekanismer.
Afhængigt af hvilken kompleks UCITS-fond du vælger, ejer fonden i sin natur forskellige typer af finansielle instrumenter. De underliggende aktiver udgøres ofte af:
Derivater og swaps: Finansielle kontrakter, der anvendes til at skabe gearing, shorte aktier eller replikere råvarepriser uden fysisk ejerskab.
Præferenceaktier: Aktier, der har et på forhånd fastsat udbytte og specifikke betingelser for indløsning.
Konvertible obligationer og CoCo-bonds: Gældsbreve (lån), som under specifikke betingelser kan eller skal konverteres til aktier i det udstedende selskab.
Fondsforvalteren har mandat til at anvende avancerede finansielle værktøjer til at styre fondens eksponering. Risiko og afkast er således ikke kun afhængig af det underliggende marked, men også af forvalterens evne til at gennemføre investeringsstrategier samt af de underliggende aktivers egenskaber og prismekanismer.
Inden for komplekse UCITS-fonde ses fire specifikke aktiv- og forvaltningsstrategier:
Shortselling (korte positioner): Anvendes oftest i Long/Short- og hedgestrategier for at forsøge at skabe et positivt afkast, uanset om markedet generelt går op eller ned. For at opnå dette anvender fonden finansielle værktøjer til at shorte aktiver. Når en fond shorter en aktie, vil fonden tjene penge, hvis aktien falder i værdi. Disse strategier giver dog ingen garantier for afkast, og hvis strategierne ikke fungerer som tilsigtet, øges risikoen markant.
Gearingseffekt: Fonde kan anvende indlejrede derivater til at forstærke bevægelserne i et underliggende indeks eller et aktiv. Dette øger potentialet for afkast, men betyder også, at risikoen øges i tilsvarende grad. Regneeksempel på gearingseffekt: Hvis du investerer 100.000 kr. i en indeksfond med 2X gearing, og det underliggende indeks falder med 10 %, vil fondens værdi falde med 20 %. Værdien af din investering falder da til 80.000 kr. med gearing i stedet for 90.000 kr. uden gearing.
Strukturelle triggers: Fonde med hybride strategier indeholder instrumenter, der kombinerer egenskaber fra både lån og aktier, såsom CoCo-bonds, konvertible obligationer og præferenceaktier. Under stabile markedsforhold fungerer disse fonde som forudsigelige renteprodukter, men ved en finansiel eller virksomhedsspecifik krise aktiveres indbyggede aftalevilkår (triggers) automatisk.
Risikoen under en krise: Den største risiko ved hybride værdipapirer under en krise er, at udstederen har tilladelse til at indstille rentebetalinger eller konvertere renteprodukter til aktier. Denne mekanisme gør aktiverne svære at værdisætte uafhængigt og øger fondens generelle risiko i sammenligning med traditionelle obligationsfonde.
Derivatbaseret eksponering: Disse fonde giver eksponering mod råvarer (f.eks. olie, guld eller landbrugsprodukter). Da en UCITS-fond ikke må eje fysiske råvarer direkte, sker investeringen via tidsbegrænsede finansielle derivater.
Rulningsomkostninger: Da de finansielle derivater (kontrakter) udløber, skal de regelmæssigt fornyes. Hvis de nye kontrakter er dyrere end de gamle, opstår der en rulningsomkostning (contango), som kan medføre, at råvarefonden taber penge, selvom råvarens faktiske dagspris stiger på verdensmarkedet.
I modsætning til traditionelle, ikke-komplekse UCITS-fonde – som typisk benytter en enkel omkostningsmodel baseret på et fast forvaltningsgebyr – afviger komplekse UCITS-fonde ofte ved at indeholde mere sammensatte gebyrstrukturer:
Resultatbaserede gebyrer (Performance fees): Ud over de almindelige løbende omkostninger opkræver komplekse UCITS-fonde ofte et resultatbaseret gebyr. Dette opkræves, hvis fondens afkast overstiger et foruddefineret benchmark eller et såkaldt "high-water mark" (oftest fastsat i forhold til et referenceindeks som angivet i fondens dokument med central investorinformation/KID).
Swing Pricing: På grund af de underliggende aktivers komplekse karakter eller lavere likviditet kan fondsselskabet anvende Swing Pricing i perioder med store ind- eller udtrædelser. I modsætning til almindelige UCITS-fonde, hvor handelsomkostningerne bæres kollektivt af alle investorer, justerer Swing Pricing midlertidigt afregningskursen (NAV) op eller ned for den indtrædende eller udtrædende investor. Dette sikrer, at transaktionsomkostningerne ved stor handel kun belaster de investorer, der forårsager dem, hvilket beskytter eksisterende, langsigtede investorer mod udvanding.
Husk: Informationerne på denne side oplyser ikke dig som investor om alle risici forbundet med komplekse UCITS-fonde. For at du kan træffe en velbegrundet investeringsbeslutning og forstå alle produktspecifikke betingelser, er det helt afgørende, at du altid gennemser fondens dokument med central investorinformation (KID) og prospekt, før du foretager en investering.