Der er grund til at frygte for et dollarkollaps

Vi står måske midt i en global valutamæssig transformation, som kan få historiske konsekvenser for verdensøkonomien og for dine investeringer. Dollarens status som global reservevaluta er nemlig under pres. Denne udvikling er ikke teoretisk. Den er i gang lige nu. Og den er drevet af Trump-administrationens økonomiske politik.

Dollarens truede privilegium

I årtier har USA nydt godt af det, økonomer kalder et “exorbitant privilege” – et begreb, som blev opfundet af den franske finansminister Valéry Giscard d’Estaing i 1960’erne. Det dækker over den enorme fordel, USA har haft ved, at dollaren er verdens reservevaluta.

Som den amerikanske økonom Barry Eichengreen perfekt har formuleret det: “It costs only a few cents for the Bureau of Engraving and Printing to produce a $100 bill, but other countries had to pony up $100 of actual goods in order to obtain one.”

Dette privilegium har gjort det muligt for USA at køre med vedvarende underskud på både betalingsbalancen og handelsbalancen – de har importeret flere varer og tjenester, end de har eksporteret.

Bagsiden af dette er kapitalstrømmene. Underskuddet betyder, at USA har EKSPORTERET dollars (det er det, underskuddet betales med), og som global reservevaluta bliver disse dollars ivrigt absorberet af udenlandske centralbanker og investorer.

Men nu er Trump i færd med at ødelægge dette system gennem en farlig tofrontskrig mod dollarens fundamentale styrke.

Trumps tofrontskrig mod dollaren

Front 1: Handelskrig og toldsatser

Som bekendt har Donald Trump gennemført massive toldforhøjelser overfor stort set alle lande i verden, og den effektive gennemsnitlige amerikanske importtold er nu tæt på 20%.

Den åbenlyse og direkte konsekvens af dette er naturligvis, at det presser de amerikanske importpriser op og dermed også det generelle prisniveau i USA, og derfor også i en overgangsperiode den amerikanske inflation.

Der er dog også en anden og måske endda vigtigere mekanisme på spil: Toldsatser reducerer efterspørgslen efter dollars. Hvis Trump virkelig ønsker at reducere USA’s betalingsbalance- og handelsunderskud gennem øgede toldsatser, kan han utilsigtet dræbe landets “ekstravagante privilegium.”

Det vil betyde mindre EKSPORT af dollars – og ja, dette må, alt andet lige, føre til højere amerikanske renter (både reale og nominelle) og øget inflationspres – ikke primært på grund af højere importpriser, men simpelthen fordi der vil være mindre global efterspørgsel efter dollars.

Afgørende er, at denne dynamik indebærer en højere såkaldt naturlig rente. Det betyder, at Federal Reserve ville VÆRE NØDT TIL at hæve renterne bare for at opretholde en neutral pengepolitisk holdning – uanset eventuelle direkte inflationsvirkninger fra toldsatserne selv.

Front 2: Angreb på institutionel uafhængighed

Hvad der gør situationen endnu værre er, at Trump direkte angriber Federal Reserves uafhængighed. Præsident Trumps angreb har nået en intensitet, der truer selve grundlaget for uafhængige økonomiske institutioner.

Lisa Cook, medlem af Federal Reserves bestyrelse, er blevet det primære mål for Trumps politiske pres.

På trods af gentagne påstande om afskedigelse er Trump stødt på betydelige juridiske barrierer.

Federal Reserve-lovens beskyttende bestemmelser er krystalklare: Bestyrelsesmedlemmer kan kun fjernes “with cause” – en juridisk standard, der kræver dokumenteret ineffektivitet, forsømmelse af pligter eller forseelser i embedet.

Trumps retorik er ekstrem i forhold til Federal Reserve.

Han har gentagne gange stemplet Federal Reserve-formand Jerome Powell som en “stubborn MORON” og krævet, at Fed-bestyrelsen “ASSUME CONTROL”.

Dette er ikke blot politiske ytringer, men en kalkuleret strategi for at underminere institutionens troværdighed og uafhængighed.

Udnævnelsen af Stephen Miran til bestyrelsen repræsenterer et strategisk manøvre. Miran, en central arkitekt bag Trumps protektionistiske toldpolitik og en åbenlys kritiker af Feds uafhængighed, personificerer administrationens tilgang til institutionel magtovertagelse. Samtidig har Miran også argumenteret direkte for en svækkelse af den amerikanske dollar som et instrument til at “genrejse” den amerikanske industri.

Lige så bekymrende er nomineringen af E.J. Antoni til at lede Bureau of Labor Statistics, hvilket afslører et bredere mønster af institutionelt pres.

Antoni var til stede i Washington under begivenhederne den 6. januar 2021, mangler formel statistisk uddannelse og har beskrevet BLS’ metodologiske ændringer som “Orwellian tricks”. Hans forgænger, Erika McEntarfer, blev summarisk afskediget efter en jobrapport, der afslørede svag jobvækst.

Dette er ikke isolerede hændelser, men en systematisk strategi for at erodere grænserne mellem politisk lederskab og uafhængige økonomiske institutioner.

Dollarkursens udvikling

Kilde: nordnet.dk. Historiske afkast er ikke garanti for fremtidige afkast.

Det minder alt for meget om Tyrkiet

Parallellerne med Tyrkiets makroøkonomiske erfaring over de seneste to årtier er slående og dybt bekymrende.

I Tyrkiet har præsident Erdogan de senere år systematisk nedbrudt centralbankens uafhængighed. Han har fyret den ene centralbankchef efter den anden. Og det samme har gjort sig gældende med finansministrene. Og da inflationen skød i vejret som følge af Erdogans vanvittige handlinger, så fyrede han også chefen for det tyrkiske statistikbureau.

Trumps USA er på vej ad en skræmmende lignende sti.

Politisk pres på Federal Reserve, gentagne forsøg på at underminere institutionel uafhængighed og strategiske udnævnelser designet til at overtage økonomiske institutioner afspejler de tidlige stadier af Tyrkiets økonomiske sammenbrud.

Hver gang Trump forstærker sin “I love tariffs”-retorik, har amerikanske statsobligationsrenter tendens til at stige.

Dette er ikke tilfældigt. USA’s handelsunderskud afspejles effektivt af udenlandsk finansiering af det amerikanske budgetunderskud. Hvis international handel kollapser på grund af aggressive toldsatspolitikker, tørrer denne afgørende finansieringskilde også ud.

Trumps insisteren på lavere renter – hvis det påtvinges gennem pres på Federal Reserve – ville svare til at forsøge at lappe en finansiel dæmning med gaffatape.

Hvis Fed forsøger at undertrykke markedsdrevne rentestigninger, mens international finansiering svinder, er de sandsynlige resultater klare: dollaren kollapser, inflationen stiger, og vi ender ultimativt i et finansielt kollaps.

En tikkende gældsbombe

Trods det økonomisk-politiske kaos, der har udspillet sig i år i USA, så må man sige, at de finansielle markeder har klaret det overraskende godt. Aktiemarkederne er tæt på historisk høje niveauer, og selv om der tidligere i år var tegn på, at rentestigningerne ville løbe løbsk, så har obligationsmarkederne også holdt sig overraskende rolige.

Men dollaren er ikke sluppet. Den er således svækket mere end 10% i år over for blandt andet den danske krone. Og man må i den forbindelse bemærke, at det jo så også indebærer, at alt, hvad der er denomineret i dollar, også er blevet 10% mindre værd – og i lyset af det, så er udviklingen på det amerikanske aktiemarked knap så overbevisende.

Dertil kommer, at USA også er i akut fare for at nå et finanspolitisk vendepunkt. Moody’s nedgradering fra Aaa til Aa1 var det første varselsskud, mens 30-årige statsobligationer, der rammer over 5%, viser, at markederne mister tålmodigheden med finanspolitisk uansvarlighed.

En potentiel dollarkrise udvikler sig typisk gennem flere sammenhængende faser.

Det starter med stigende risikopræmier og stejlere rentekurver – det er det, som vi ser netop nu.

Herefter kan der følge pludselig kapitalflugt fra dollaraktiver, hvilket typisk tvinger Federal Reserve til intervention gennem rentekurvekontrol.

I mere alvorlige tilfælde kan dette føre til accelererende inflation og tab af tillid til dollaren. Den ultimative konsekvens kan være en de facto gældsomlægning gennem inflation.

Den føderale gæld forventes at stige fra 100% af BNP i 2025 til 118% i 2035. USA er ikke i en fuld statsgælds- eller dollarkrise endnu, men markedssignalerne er umiskendelige, og den kritiske tærskel nærmer sig hurtigt.

En anden illustration af dette er, at vi er på vej imod en situation, hvor den føderale regering i USA bruger, hvad der svarer til 5% af BNP til at betale renter på den enorme og voksende gæld. Det er naturligvis totalt uholdbart – og det er også derfor, at Trump er så ivrig efter at få Federal Reserve til at sætte renten ned.

Men hvad Trump, lige så lidt som Erdogan, synes at forstå er, at hvis centralbanken forsøger at presse renten ned under den “naturlige rente”, så vil det føre til accelererende inflation. Det har vi allerede set i Tyrkiet, og hvis Trump bliver ved med at kopiere Erdogan, så kommer det samme til at ske i USA.

Konsekvenser for investorer

Udviklingen peger mod bekymrende tendenser for den amerikanske økonomi. Hvis de nuværende mønstre fortsætter, kan det føre til betydeligt højere inflation, vedvarende højere amerikanske renter, en svækkelse af dollarens internationale position og stigende udfordringer med at finansiere det amerikanske budgetunderskud.

Det afgørende er, at disse processer ikke blot er fremtidige risici – de første tegn er allerede synlige i markederne nu.

Vi står ved et kritisk tidspunkt. Trumps handelskrig, kombineret med hans angreb på institutionel uafhængighed, truer med at ødelægge dollarens status som global reservevaluta – et privilegium, der har givet USA enorme økonomiske fordele i årtier.

Som dansk investor er det afgørende at være opmærksom på den betydelige dollar-risiko, der følger med investeringer i amerikanske obligationer og aktier.

Vi har vænnet os til at se dollaren som en sikker havn, men denne antagelse kan vise sig at være farligt forældet.

Det kan blive meget, meget værre for dollaren end, hvad vi har set indtil nu.

I et worst-case scenario, hvor dollarsvækkelsen accelererer nærmest ude af kontrol, kunne Trump-administrationen endda indføre valutakontrol. I en sådan situation risikerer udenlandske investorer simpelthen ikke at kunne få deres penge ud af USA.

Vi er ikke der endnu – men Trump leger i den grad med ilden.

Historien viser, at når først tilliden til en valuta begynder at erodere, kan processen accelerere med overraskende hastighed. Som vi så i Tyrkiet, kan vejen fra valutauro til fuld valutakrise være kortere, end de fleste forestiller sig.

Diversificering på tværs af valutaer og regioner har sjældent været vigtigere end nu.

Ovenstående er ikke en anbefaling til at købe eller sælge værdipapirer. Dette blogindlæg er udarbejdet til informationsformål. Blogindlægget udgør således ikke investeringsmæssig eller anden rådgivning. Historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. Finansielle instrumenter kan både stige og falde i værdi. Der er en risiko for, at du ikke får de investerede penge tilbage.