Kinesiske ledere forsøger at tale markedet op – lige lidt hjælper det

Den kinesiske økonomi har de seneste 30 år gennemgået en rivende udvikling, og i løbet af nullerne blev det ligefrem normalen med tocifrede BNP-vækstrater. Men i de seneste år er det kinesiske vækstmirakel i høj grad falmet. Siden midten af nullerne har væksten i Kina basalt set været nedadgående, og der er god grund til at tro, at Kina kan være på vej ned til vækstrater, der ikke er højere end dem, vi er vant til i Europa – under 2 procent – inden for en ikke alt for nær fremtid.

Kinas problemer er nært forbundet med den vækstmodel, som det kinesiske kommunistparti har valgt for Kina. For at forstå vækstopbremsningen skal vi forstå modellen – og især dens begrænsninger.

Den marxistiske markedsøkonomi

Kina er som bekendt et kommunistisk land, og under Mao Zedongs tid som landets leder forsøgte Det kinesiske kommunistparti sig med at udbrede planøkonomi. Markeder – og dermed fri prisdannelse – eksisterede nærmest ikke. Der var tale om den totale planøkonomi med statsligt ejerskab af stort og småt, og langt de fleste priser var kontrollerede og bestemt centralt af myndighederne.

Mao forsøgte (blandt andet med det såkaldte ”Det store spring fremad”) i sidste halvdel af 1950’erne at industrialisere kinesisk økonomi, i høj grad inspireret af Stalins industrialiseringspolitik. Politikken var en katastrofe, der førte til en kinesisk hungersnød med millioner af døde til følge. Den økonomiske katastrofe blev endnu større, da Mao i 1970’erne gennemtvang den såkaldte kulturrevolution, der basalt set smadrede de fleste fungerende statslige institutioner og lagde intellektuelle og lærde for had. Og igen førte det til massedød.

Resultatet var, at Kina var et ekstremt tilbagestående og forarmet land, da Mao Zedong døde i 1976. Trods al propagandaen om planøkonomi var det også et land, hvor institutionerne var så smadrede, at der i realiteten ingen sammenhæng mellem plan og virkelighed var.

På mange måder rådede anarkismen i Kina i slutningen af 1970’erne – og institutionerne var så ødelagte, at det kinesiske kommunistparti i realiteten blev tvunget ind på en reformsti i løbet af 1980’erne. Alternativet var nemlig ganske enkelt, at kommunistpartiet ville miste magten. Det skete som bekendt ikke. Modsat i Sovjetunionen og Central- og Østeuropa, overlevede kommunistpartiet i Kina.

Det kinesiske kommunistpartis overlevelse kan måske skyldes den tilsyneladende modstridende kombination af jernnæven og reformer. Det kan bedst symboliseres ved Deng Xiaopings ledelse af Kina og Kommunistpartiet i 1980’erne. Det var på den ene side Deng Xiaoping, der slog hårdt ned på de pro-demokratiske demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor tusindvis af demonstranter blev dræbt, men samtidig var det Deng Xiaoping, der indledte de økonomiske reformer, der fra 1990’erne for alvor satte skub i den kinesiske vækst.

Her ser vi også den dualitet, der har præget den økonomiske udvikling i Kina i mere end 30 år – på den ene side kommunistpartiets behov for at fastholde magten og kontrollen, og på den anden side at grundlaget for markedsøkonomi er frihed. Frihed til at vælge, frihed til at bosætte sig, hvor man vil, fri prisdannelse, frihed til at kommunikere etc. Uden frihed, ingen markedsøkonomi.

Om det kinesiske kommunistpartis ledere helt forstod dette indbyggede paradoks, da reformerne blev indledt, er uklart. Men der er ingen tvivl om, at Kinas nuværende præsident, Xi Jinping, fuldt ud forstår dette – og for ham er der ingen tvivl. Kommunistpartiets – og hans personlige – magt kommer før noget som helst andet, også økonomisk udvikling. Mere om det nedenfor.

Forskellen fra Mao og til reformerne i 1980’erne og frem har været, at Kina blev åbnet op for udenlandske investeringer.

Kvantitet frem for kvalitet i investeringerne

Dualiteten, eller dobbeltheden om man vil, kan også genfindes i det faktum, at de kinesiske ledere fra Deng Xiaoping til Xi Jinping fundamentalt set er marxister.

For Karl Marx handlede økonomisk vækst om det, han kaldte ”kapitalakkumulation”. Med andre ord er vækst uløseligt forbundet med industrialisering for marxister – med kapitalopbygning.

Og det var præcis en kapitalakkumulationsstrategi, som kommunistpartiet har ført. Først forfejlet under Mao og senere med (tilsyneladende) stor succes fra 1980’erne. Forskellen fra Mao og til reformerne i 1980’erne og frem har været, at Kina blev åbnet op for udenlandske investeringer. Så den kapital, man ikke selv havde, den blev importeret.

Kommunistpartiet tillod udenlandske investorer at investere i Kina, og det blev gjort attraktivt at investere ved at holde omkostningerne lave gennem lange perioder med kunstig svag valutakurs. Samtidig har den kunstigt svage valutakurs betydet, at Kina, særligt frem mod 2008, opbyggede et kæmpe betalingsbalanceoverskud – altså en markant national opsparing.

Ingen steder for kineserne at investere deres opsparinger

Denne opsparing skulle investeres, men da Kina aldrig for alvor har udviklet et frit kapitalmarked, og der samtidig har været meget markante begrænsninger på kinesernes mulighed for at investere i udenlandske aktiver, er en meget stor del af den kinesiske opsparing blevet kanaliseret ind i det hastigt voksende kinesiske boligmarked. Og da der samtidig ikke er noget velopbygget pensionssystem – hverken offentligt eller privat – er boligmarkedet blevet et substitut for et sådant pensionssystem.

Basalt set kan man sige, at man har gjort kapitalakkumulation til en dyd i sig selv, men på intet tidspunkt har spurgt sig selv om kvaliteten af investeringerne. Når kinesisk økonomi har vist svaghedstegn, har man yderligere forsøgt at stimulere investeringerne gennem forskellige statslige subsidier. Da banksektoren i høj grad er statsligt kontrolleret, har man samtidig brugt banksystemet til at stimulere investeringer. Igen uden meget skelnen til kvaliteten af investeringerne.

Under det ”Store Spring Fremad” i 1950’erne blev den kinesiske befolkning udkommanderet til at indsamle metal. Metal, der skulle bruges i industrialiseringen. Mao og de øvrige kommunistiske ledere mente nemlig, at metal var det, der skulle bruges, når man skulle bygge maskiner. Det endte som bekendt i en katastrofe. Potter og pander blev indsamlet. Maskiner blev skilt ad for at blive nedsmeltet for at blive lavet om til… ja, maskiner.

De seneste 30 års nyindustrialisering af kinesisk økonomi har været langt mere rationel og bygget på en meget højere grad af markedsøkonomiske principper, men den marxistiske tænkning har igen og igen betydet, at kvantitet i investeringerne har været vigtigere end kvalitet. På samme måde som under ”Det store spring fremad”.

Om Lars Christensen.

Lars Christensen er økonom og skriver analyser inden for økonomiske emner som international økonomi og emerging markets hos Nordnet.

Omkostningerne begynder at vise sig

Økonomer ynder at tale om aftagende marginalafkast. Det gælder også for investeringer. Når den første journalist på en avisredaktion får en computer, øger det produktiviteten væsentligt. Men når alle journalisterne har en computer, bliver produktivitetsgevinsten ved at købe yderligere en computer betydelig mindre.

I en fri markedsøkonomi regulerer dette sig selv. Ingen virksomhed vil naturligvis investere i maskiner, der giver en mindre produktivitetsgevinst, end hvad de koster. Men hvis investeringer subsidieres på den ene eller anden måde gennem statslig intervention i økonomien som i Kina, må man forvente, at man kommer i en situation, hvor man er derude, hvor yderligere investering nærmest ikke øger produktiviteten i økonomien.

I den initiale fase af Kinas økonomiske reformer i 1990’erne og starten af nullerne er der ingen tvivl om, at investeringer i massivt omfang øgede produktiviteten. Nu er vi klart i en situation, hvor dette ikke længere er tilfældet.

Når afkastet på boligmarkedet falder, tvinges de lokale investorer også til at sælge ud af deres aktier.

Store dele af de kinesiske investeringer har været rettet mod at opføre boligbyggerier over hele Kina. Og det samme med infrastrukturinvesteringer, men ingen er flyttet ind i de tomme bygninger. Det er Kinas såkaldte spøgelsesbyer. Byer uden indbyggere, der er opført alene med det formål at stimulere efterspørgslen i kinesisk økonomi snarere end at øge produktiviteten og dermed den langsigtede vækst.

Man har fået de kortsigtede gevinster, men nu viser de langsigtede omkostninger sig. Og det er det, vi nu ser i faldende boligpriser overalt i Kina – og med det følger en gælds- og bankkrise. Og når afkastet på boligmarkedet falder, tvinges de lokale investorer også til at sælge ud af deres aktier. Hvilket bidrager til faldet i det kinesiske aktiemarked.

Marxisme og markedsøkonomi er uforeneligt – også i Kina

Problemet i Kina er af en mere fundamental karakter. I 30 år lykkedes det kommunistpartiet at overbevise sig selv og det meste af omverdenen om, at i Kina, der kunne man forene kommunistpartiets magt med en fri markedsøkonomi.

Den initiale åbning af kinesisk økonomi med de begrænsninger, der fulgte i forhold til den økonomiske og politiske frihed, var nok til at udløse et vækstmirakel, men det skete for det første på baggrund af en ekstremt forarmet økonomi. Når man kommer fra ingenting, er det ikke svært at vokse, men det bliver sværere og sværere – og det vil kræve flere reformer.

Præsident Xi, der blev præsident i Kina i 2012, har indset, at hvis økonomien skal åbnes yderligere, kræver det yderligere udbredelse af den private ejendomsret, det kræver yderligere udenlandske investeringer (og dermed kontrol), det kræver informationsfrihed, og det kræver, at befolkningen kan udveksle synspunkter, og at ideer frit kan flytte sig rundt i landet – og ikke mindst ud og ind af landet. Men alt dette vil bidrage til at underminere kommunistpartiets kontrol. Og det er Xi ikke villig til at acceptere.

Tidligere kommunistiske ledere viste, at hvis de ikke opgav noget af kontrollen, ville det udløse en revolution, der før eller siden ville gøre en ende på kommunistpartiets magt. Så for dem var valget let. De valgte økonomiske reformer.

Nu er vækstmiraklet ebbet ud, og den eneste måde at få gang i væksten er at opgive mere magt. Det nægter Xi. Faktisk har vi set det modsatte, siden Xi blev præsident i 2012. Han er begyndt at rulle reformerne tilbage, og vi skal tilbage til Maos regeringstid i 1970’erne for at finde en kinesisk leder, der er så glad for at citere Karl Marx, som Xi er. Han er oprigtigt marxistisk. Med det udgangspunkt bliver det vanskeligt at gennemføre reformer, der vedvarende sætter gang i væksten.

Det har de internationale investorer opdaget – og derfor strømmer kapitalen nu hastigt ud af Kina. Flere og flere internationale virksomheder har besluttet, at der ikke er fremtid i at investere i et land, hvor landets ledelse ingen respekt har for den private ejendomsret, og hvor vækstudsigterne bliver mere og mere dystre.

Forskellen er, at investorerne simpelthen ikke tror på de fremtidige vækstudsigter i Kina, og det til trods for, at de kinesiske magthavere igen og igen har forsøgt at tale markedet op.

Kommunister kan ikke tale markedet op

Det kinesiske aktiemarked toppede tilbage i 2007, og siden da har pilen på markedet sådan set været nedad – og det altså til trods for, at væksten, selvom den har været faldende, har været højere end i både Europa og USA.

Forskellen er, at investorerne simpelthen ikke tror på de fremtidige vækstudsigter i Kina, og det til trods for, at de kinesiske magthavere igen og igen har forsøgt at tale markedet op – og gennem forskellige former for intervention i markedet har forsøgt at ”købe” markedet op.

Men intet har hjulpet. De kinesiske aktier bliver bare ved med at falde, og det er som om, at investorerne tænker, at hvis den kinesiske stat med den ene eller anden intervention kortsigtet får aktiekurserne op, så bruger investorerne denne kortvarige optur til at sælge aktier på bedre niveauer.

Problemet er fundamentalt det, at det kinesiske kommunistparti lyder mere og mere som Maos kinesiske kommunistparti end det markedsorienterede kommunistparti, som vi kendte i 1990’erne og i begyndelsen af nullerne.

Det er fundamentalt lidt svært at købe aktier i et land, hvor selv den kapitalistiske økonomi ses som fjenden. Og det er det, som præsident Xi gør.

Maos marxistiske eksperiment endte som en katastrofe – menneskeligt og økonomisk – og hvis Xi ikke opgiver sine magtdrømme, så ender det også med en økonomisk katastrofe.

Ovenstående er ikke en anbefaling til at købe eller sælge værdipapirer. Dette blogindlæg er udarbejdet til informationsformål. Blogindlægget udgør således ikke investeringsmæssig eller anden rådgivning. Historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. Finansielle instrumenter kan både stige og falde i værdi. Der er en risiko for, at du ikke får de investerede penge tilbage.