Per Hansen
I slutcommuniquet fra weekendens G20 møde i Australien blev lederne enige om at vejen til mere økonomisk velstand går over strukturelle reformer, som skal løfte den globale vækst med hvad der over de kommende 5 år svarer til mere end Ruslands BNP eller 0,5 % af den globale vækst årligt. Ligeså besnærende som det lyder, ligeså stor er manglen på hvordan de enkelte lande skal nå det mål. Reformer lyder positivt, men handler om ”at tage noget fra nogen og give til samfundet”. Ambitionen er nogenlunde ligeså konkret som at dosere en Marshall plan uden at anvise og angive pengene.
Verdensøkonomien i bedring
Efter weekendens topmøde i de økonomisk stærkeste lande ,G20, lyder der generelt en opmuntrende tone, når det gælder den globale vækst. Med udsigt til en vækst i 2014 på 3,75 % stigende til 4,0 % i 2015, synes verden at tage endnu et skridt væk fra den truende nedsmeltning fra 2008/2009 og som i de efterfølgende år betød en global velstandsstigning og –udvikling noget under det langsigtede gennemsnit.
Slutcommunique er ideer snarere end færdige løsninger
Politikerne vil gerne vise handlekraft, spille med de økonomiske muskler og pege på hvordan udviklingen gerne skal gå. Sædvanen tro skaber slutcommuniquer aldrig revolutioner, men kan være med til at gøde jorden for de beslutninger og overvejelser der over de kommende år skal bringe økonomisk vækst og jobskabelse tilbage på dagsorden.
Vækstambition er naturlig høj
At politikerne gerne så en noget højere vækst end tilfældet er aktuelt, er hævet over enhver tvivl. En højere vækst vil gå hånd i hånd med bedre jobskabelse. Netop jobskabelsen og en positiv reallønsudvikling er en af nøglerne til at privatforbruget kan give den samlede økonomiske vækst et nød opad. Samtidig har det den behagelige konsekvens, at flere i arbejde og stigende velstand øger mulighederne for at politikerne bliver genvalgt. Derfor står højere vækst af mange årsager højt på den politiske dagsorden.
Hvem skal nu “betale”?
I slutmeddelelsen angives at den øgede velstand skal skabes af landene ”hver især” igennem strukturelle reformer. Men netop reformer har den politisk ”kedelige” sideeffekt at kræve netop meget modige politikere, som på økonomien og landenes vegne tænker langsigtet og baner vejen for en bedre fremtid men risikerer ikke at blive genvalgt. Succesfulde reformer skabes meget sjældent når der er brug for dem, men derimod næsten altid, når der ikke er andre udveje og særinteresser dermed ikke kan blokere for det nødvendige. Efter G20 mødet er der således ikke delt vækstmæssige anvisninger ud på hvordan hvert land skal bidrage, men blot om en langsigtet optimal situation.
G20 møde som en Marshall plan uden penge
Weekendens møde vil ikke gå over i historien som det mest banebrydende og slet ikke det mest konkrete. EM landene forsøgte at lægge pres på den amerikanske centralbank, FED, om at afvikle den pengepolitiske støtte langsomst muligt. ECB skal gøre mest muligt for at undgå at deflation bliver mere end ”blot” en stor trussel, og de økonomier som har været ”reformmodne” i en del år (herunder bl.a. Frankrig) skal givetvis speede processen op. Samstemmende kan man konkludere, at det er småt med det konkrete, men at der mere er tale om ”business as usual” og vækstdrømme end en ny anvist vækstvej. Næppe mange, hvis overhovedet nogen analytikere, vil være ”tvunget” til at dreje på vækstskruen for forventningerne for 2015 efter weekendens økonomitræf. Det er som en Marshall plan uden penge.
