Kina mangler handlemuligheder. Bliver det investorernes redning?

Kina er på alles læber, når det kommer til at udpege det land, hvor afkastforventningerne har skuffet mest de seneste år. Udfordringerne er mange og tydelige, men måske er der håb at hente, når de politiske handlemuligheder er få.

Store Kina er investeringsmæssigt strukturelt underlegen

Kina går sine egne veje og bestemmer selv. At være verdens mest folkerige nation sammen med Indien giver en vis selvforståelse. Kina tænker og investerer langsigtet og har størrelsen og styrken til at vente på de gode tider. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg over årene har hørt, hvor stort et mulighedernes land, Kina er. Kina er indiskutabelt stort, men de økonomiske investeringsmuligheder har været langt større i USA, som har en befolkning på ¼ af Kina. Den forskel er strukturel, og ændres ikke på kort sigt.

Kina er større, men mulighederne er mindre

USA er mulighedernes land. Det som er limen mellem den gode ide og succes er adgangen til risikovillig kapital og investorer. Kina er større, men mulighederne er mindre. Hvis den statslige overdommer ikke synes om det, som sker, ja så sker det ikke. Det er en af de afgørende forskelle på afkastmæssig succes og fiasko, men ikke den eneste.

Læringen fra Huawei

Bliver kinesiske virksomheder stuerene i teknologisk forstand? Det er det gode spørgsmål, som mange investorer formentlig stiller sig selv. Nogle vil måske hævde det først og fremmest handler om politik, men jeg vil mene, at det spørgsmål har meget med risikopræmie at gøre. Tænk blot på Huawei som netværksleverandør hos teleselskaberne.

Dette indlæg handler ikke om, hvorvidt Huawei skal være leverandør, men de overvejelser som europæiske og amerikanske teleselskaber havde, da overvejelser om et stort kinesisk selskab kunne være en del af en vigtig infrastruktur, blev besvaret med et klart ”nej”. Instruksen om, at et selskab skal udlevere data til den kinesiske stat, hvis staten kræver det, giver helt naturligt lande uden for Kina kolde fødder og mange, bange overvejelser.

Baidu vs. Google

Baidu er Kinas svar på Google. Baidu er ligesom Google meget mere og andet end ”blot” en søgemaskine med den største indenlandske markedsandel. De er også aktie i AI, selvkørende biler og meget andet.

Baidus naturlige ”hjemmemarked” er Kina, og det er meget større end Googles hjemmemarked, som er USA. I hvert fald hvis man måler på antal indbyggere. Alligevel er markedsværdien af Baidu kun ca. 2% af Googles. Hvorfor så det?

3 store forskelle på Baidu og Google

Der er mange forskelle og årsager. Her vil jeg pege på 3:

1. For det første er det amerikanske kommercielle marked mange gange større end det kinesiske.
2. For det andet er prisfastsættelsen af Google målt på løbende P/E meget større.
3. Men vigtigst er, at Baidu opererer i Kina og (med det som vi ved i dag) kun Kina. Deres hjemmemarked er nok stort, men til gengæld ekstremt reguleret. Kan du forestille dig, at vi i USA/Europa vil tillade Baidu at indsamle data og dermed være en del af den vigtig infrastruktur, som de kan blive tvunget til at overlevere til den kinesiske stat, hvis staten kræver det? Det kan jeg i hvert fald ikke.

Kinas hjemmebanefordel under forandring

Den kinesiske økonomi har over årtier været lagt an på at være verdens værksted med overflod af billig arbejdskraft. Det har givet vækst og velstand, men den position er under forandring. Andre lande byder sig til og tilbyder billig arbejdskraft og ”mere til”.

Det ”mere” er blandt andet G’et i bæredygtighedskriterierne ESG. Altså selskabernes governance. Selskaber som er placeret i lande, der opfattes som stabile regimer uden et autokratisk ”et-parti-demokrati”, har bedre muligheder for at tiltrække investeringer fra andre lande, da disse opererer på mere forudsigelige vilkår, set med investorernes øjne.

Ejendomssektor er udfordringen og ikke løsningen

Lige så længe som jeg kan mindes, har kineserne investeret deres overskydende kapital og opsparing i ejendomssektoren. I prioriteret rækkefølge har ejendomme, kontanter, andre investeringer og aktier fået adgang til de mange penge.

Jeg ved ikke om det slutter nu, men jeg tror, at ejendomssektoren er en del af udfordringerne og ikke løsningen. At komme flere penge ind i at bygge flere boliger, som der måske/måske ikke er købere og lejere til, virker som en meget dårlig pengeanbringelse. Den vej kan kineserne tænkes at følge, men kineserne er ikke dumme. De har bare endnu ikke opdaget, at det er en blind vej.

Det vil være naturligt, hvis man i Kina ændrer kurs. Om ikke før, så når man indser, at mere af det samme virker som kviksand. Et ensidigt sats på ejendomssektoren har udspillet sin rolle, og da der er en overgrænse for, hvor meget man kan satse i Macau, tror jeg aktiemarkedet er nøglen til kinesisk velstand de kommende år.

Drejer den private opsparing mod aktier?

Det kræver ikke kun statslig involvering af fonde, som skal købe aktier og cementere en kursbund. Det kræver incitamenter af mange slags, og det kræver, at kinesiske aktier ikke bliver en spilleplade for de lokale kinesere. Et sted hvor en betydelig del af den private opsparing kan blive kanaliseret hen.

Udlandet har kapituleret

Udenlandske investorer har smidt deres aktier over bord. Det skyldes ikke faldende attraktion på grund af traditionelle nøgletal, som vækst og indtjening, men i høj grad kombinationen af mange faktorer; herunder også G’et i ESG.

Forudsætningerne for at tiderne, og aktieafkast, i Kina bliver bedre er dårlige, siger pessimisterne. Tværtimod er de meget gode, siger optimisterne, som påpeger, at det snart ikke kan gå værre; at isolationspolitikken er en blindgyde; at prisfastsættelsen er lav og at Kina mangler handlemuligheder.

Ekstrem home bias

Kinesiske aktier har over tid været ”hjemmemarkedsspil” med ekstrem home bias af mange årsager. Stigende aktiekurser har været drevet af kinesiske indlændinges lyst til at købe flere aktier og ikke af udenlandske investorers længsel efter ”Made in China”.

Forbliver kinesiske aktier for billige?

Der er ikke én, men mange forudsætninger, som skal falde på plads for at give de kinesiske aktier et comeback. Prisfastsættelsen er lav og taknemmelig, men så længe flow of funds ikke går øst, men vestpå, forbliver aktierne billige og uinteressante for de fleste.

Hvis der skal komme en positiv forandring, kan det komme fra en ændring i:

1. governance,
2. risikopræmien, eller
3. politisk prioritering af investering i aktier som en foretrukken måde at spare op på.

Ovenstående er ikke en anbefaling til at købe eller sælge værdipapirer.Dette blogindlæg er udarbejdet til informationsformål. Blogindlægget udgør således ikke investeringsmæssig eller anden rådgivning. Historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. Finansielle instrumenter kan både stige og falde i værdi. Der er en risiko for, at du ikke får de investerede penge tilbage.