Spring til hovedindhold

Kinas økonomiske bekymringer fortsætter

Mens verdens øjne er rettet stift mod Ukraine, udspiller der sig også et drama i verdens andenstørste økonomi, Kina. Covid-19 har udløst nye nedlukninger og restriktioner, som rammer den kinesiske vækst og aktiemarkedet.

Mens verdens øjne er rettet stift mod Ukraine, udspiller der sig også et drama i verdens andenstørste økonomi, Kina. Covid-19 har endnu engang udløst nye nedlukninger og restriktioner, og det bliver mere og mere klart, at det langtfra går så godt med Kinas ”ZeroCovid”-strategi, som landets ledelse gerne vil give indtryk af.

Dette indlæg er skrevet af Lars Christensen.

Corona føles mere og mere som fjern fortid i Danmark. Mens man i Danmark er kommet til den konklusion, at omikron er en mild variant, og man basalt set har accepteret, at det meste af befolkningen smittes naturligt, så er man på ingen måde kommet til samme erkendelse i Kina.

Således har Kinas regerende kommunistparti nu i mere end to år prøvet at tegne et billede af, at man gennem drakoniske tiltag kan holde corona helt ude af Kina. Mens det måske for nogen initialt så ud til at lykkes, så er det nu klart, at dette bliver mere og mere umuligt. Lige meget hvor meget man lukker ned, så spreder omikronvarianten sig.

Og for at gøre det hele endnu værre, så tyder alt på, at den kinesisk udviklede Sinovac-vaccine ikke giver meget beskyttelse mod hverken smitte eller alvorlig sygdom i relation til omikronvarianten.

Så mens Kina officielt har ingen eller meget få smittede og døde, så er virkeligheden nok en anden. Netop nu ser vi en meget kraftig stigning i antallet af smittede i Hong Kong, og alt tyder på, at det samme er ved at ske i den del af de kinesiske fastland, der er tættest på Kina – især i Shenzhen.

Netop Shenzhen er økonomisk ekstremt vigtig, og den mest økonomisk og finansielle udviklede del af Kina. Og netop der har der den senere tid været fornyet lockdown.

Lockdowns kommer ikke uden økonomiske og sociale omkostninger, og det er meget tydeligt – også selvom den kinesiske presse er tæt kontrolleret – at coronatrætheden, eller skulle man rettere sige nedlukningstrætheden, for alvor er ved at indfinde sig i det kinesiske samfund.

Guangdong-provinsen, hvor Shenzhen ligger, udgør hele 10% af Kinas BNP og er ikke kun vigtig for Kina, men altså også for den globale økonomi. Selvom Ruslands invasion af Ukraine har været den altdominerende nyhedshistorie de seneste uger, så er der næppe nogen tvivl om, at nedlukningerne i Shenzhen og corona-situationen i Hong Kong klart også har bidraget til den negative stemning på de globale finansielle markeder.

I den forbindelse er det måske især bemærkelsesværdigt, at fx oliepriserne stort set er tilbage på niveauet fra før Ruslands invasion af Ukraine trods omfattende sanktioner mod Rusland, der også indirekte rammer russisk olieeksport. Det skal nok ses i lyset af bekymringer om væksten i Kina, der netop er verdens største importør af råvarer.

Kommunistpartiets troværdighed undermineres gradvist

Kinas Kommunistiske Parti (CCP) sidder tungt på magten i Kina, og der er ingen reel opposition til regimet. Siden præsident Xi Jinping kom til magten i 2014, har CCP yderligere strammet grebet, og der er ingen tvivl om, at Kina i dag er et betydeligt mere autoritært regime, end det var i reformårene før 2014.

Samtidig har Xi Jinping klart lagt en linje, hvor statens magt og indflydelse i økonomien er blevet større og større. Med andre ord er man reelt begyndt at rulle de ellers ekstremt succesfulde økonomiske reformer fra 1990erne og nullerne tilbage.

I forhold til corona har vi samtidig set, at regimet bestemt ikke har holdt sig tilbage med at anvende endog meget ekstreme overgreb på den økonomiske og personlige frihed for at bekæmpe virus. Hele bydele lukkes ned igen og igen, og i dele af Kina har der været udgangsforbud, så folk ikke har kunnet forlade deres egne hjem.

Kina står ikke over for en snarlig revolution eller et folkeligt oprør. Men det er samtidig klart, at CCP’s magt i høj grad bygger på, at man i de sidste 30 år har kunnet levere enorm økonomisk fremgang for en stor del af den kinesiske befolkning. Senest har man også kunnet sige, at man i modsætning til i Vesten har kunnet ”kontrollere” covid-smitten i Kina.

Men hvis det nu viser sig, at man trods massive nedlukninger og andre drakoniske tiltag alligevel ikke kan kontrollere smitten, at de vacciner, man har anvendt, ikke virker, og at økonomien altså tager et ordentlig slag, så vil det endog være et meget stort slag til kommunistpartiets troværdighed.

Da Kina samtidig er i en situation med store strukturelle økonomiske modvinde, blandt andet som følge af en negativ demografi, så er der grænser for, hvor lang tid CCP kan holde fast i ”ZeroCovid”-tilgangen.

Spørgsmålet bliver derfor: Hvordan kan man komme ud af disse tiltag uden at tabe ansigt? Præsident Xi vil for alt i verden undgå at tabe ansigt, men det er også klart, at den nuværende ”ZeroCovid”-politik ender med et økonomisk selvmord, hvis det fortsættes, og altså også potentielt set truer CCP’s greb om magten i Kina.

Præsident Xi bløder op

Det er måske heller ikke overraskende, at der netop nu er tegn på, at regimet er begyndt at revurdere tilgangen til covid-19. Senest har præsident Xi selv været ude med signaler om, at nok skal man dæmpe covid-smittespredningen (noget, som synes som en mulig opgave), men det er samtidig nødvendigt at tage hensyn til økonomien.

Det er første gang, regimet overhovedet erkender, at der er et sådan trade-off mellem smittekontrol og økonomisk vækst. Og at det er et trade-off, som man skal tage hensyn til.

Fra et globalt økonomisk perspektiv er det uden tvivl positivt, hvis regimet endelig indser, at det ikke er uden betydelige økonomiske og sociale omkostninger at nedlukke store dele af økonomien igen og igen i mere end to år. Modsat må man også sige, at der er grænser for, hvor stor en ændring i den førte politik man kan forvente, idet en større ændring i politikken netop ville være et signal til den kinesiske befolkning om, at CCP og selveste præsident Xi har fejlet i den linje, der har været lagt i de seneste år.

Ruslands invasion af Ukraine giver hovedpine i Beijing

Det kinesiske regime har hidtil forsøgt at forholde sig neutral i forhold til invasionen af Ukraine, og Kina har hidtil ikke villet fordømme Rusland og har ikke indført sanktioner mod Rusland.

Dette er dog bestemt ikke uden omkostninger for Kina, og der er ingen tvivl om, at de hændelser, som vi har oplevet i de seneste uger, har ført til en revurdering af geopolitisk risiko. Ikke blot i relation til Rusland, men altså også i relation til Kina, og det er klart, at man ganske let kan blive nervøs for om, Ruslands invasion af Ukraine blot er en optakt til Kinas mulige invasion af Taiwan.

Derfor er der ingen tvivl om, at flere og flere investorer nu genovervejer deres eksponering mod Kina, og selvom vi endnu ikke har gode tal for det, så er der i det mindste anekdotisk indikation af, at mange vestlige virksomheder, der har produktion i Kina, nu overvejer, om det er risikoen værd i fremtiden.

Samtidig har Biden-administrationen på det seneste truet med sanktioner mod Kina, hvis landet på nogen måde yder Rusland hjælp – både økonomisk og militært.

Så mens det måske initialt så ud til, at Kina kunne læne sig tilbage og se sin geopolitiske magt stige som følge af Ruslands og Vestens konflikt, så ser det altså nu ud til, at Kina bliver ramt mindst lige så hårdt økonomisk af den globale finansielle uro, stigende rådvarepriser og den generelle geopolitiske bekymringer som europæisk og amerikansk økonomi, hvis ikke hårdere.

Og dermed bliver præsident Xi altså yderligere testet. Han må vælge side – skal han fortsat ”spille fedtspil”, eller kommer han endelig til at lægge afstand til præsident Putins aggression mod Ukraine?

Kan det kinesiske aktiemarked nogensinde komme ud af stagnationen?

I mere end et årti har det kinesiske aktiemarked enten være i stagnation eller direkte nedgang, og den nedtur har fået mere fart på det seneste år.

De strukturelle kræfter tynger i den grad markedet, og på det seneste er det altså nedlukningspolitikken og de geopolitiske bekymringer, der rammer.

Spørgsmålet er, om præsident Xi overhovedet har indset, hvor store udfordringer Kina står overfor.

Hvis man skal blive optimistisk på kinesisk vækst og på det kinesiske aktiemarked, så kræver det en betydelig ændring i den linje, som Xi har lagt, siden han blev præsident i 2014.

Det kræver nemlig, at de økonomiske reformer genoptages. Det kræver, at de drakoniske coronatiltag droppes, og det kræver geopolitisk, at Kina igen orienterer sig mod Vesten, dropper truslerne mod Taiwan og at enhver direkte eller indirekte støtte til Putin stoppes.

Det er desværre svært at se, at det skulle ske, så længe Xi er nærmest enerådig kinesisk diktator i Kina.

Ovenstående er ikke en anbefaling til at købe eller sælge værdipapirer.Dette blogindlæg er udarbejdet til informationsformål og er et udtryk for skribentens personlige holdning. Blogindlægget udgør således ikke investeringsmæssig eller anden rådgivning. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidige afkast.

Er du stadig ikke Nordnet-kunde? Åbn depot, og opdag en lettere måde at investere på.

I kommentarfeltet nedenfor kan du som læser kommentere blogindlæggets indhold. Samtidig kan du tage del i andre læseres kommentarer. Kommentarindholdet repræsenterer derfor ikke Nordnets mening. Nordnet gennemgår ikke kommentarerne, før de offentliggøres, men vi fjerner upassende kommentarer, hvis de forekommer. Vil du vide, hvordan Nordnet håndterer dine personoplysninger, klik her.

guest
3 Kommentarer
Ældste
Nyeste Mest populære
Se alle kommentarer
David
David
2022-03-25 12:30

I og med at Taiwan ikke er et land, kan det vel næppe betegnes som en invasion, hvis Folkerepublikken skulle forsøge at indtage øen.

Rune
Rune
Svar til  David
2022-03-26 22:55

Taiwan er lige så meget et land som Kina. Grunden til at mange lande ikke direkte anerke der det, er at man så ville blive uvenner med Kina og dermed miste en stor handelspartner.

David
David
Svar til  Rune
2022-03-28 01:01

Taiwan er ligeså meget et land som Donetsk og Lugansk – en udbryderrebulik uden nogen anerkendelse eller selvstændig historie som tidligere land.

Grunden til at man i Danmark kalder Taiwan et land, er udelukkende at Ukraine er vores venner, og Kina vores fjender. Og så må man vist gerne stjæle noget land fra Kina. Det er intet andet end racisme som ligger bag.

*Taiwan kalder ikke engang sig selv for et land, men for en provins – en provins i Kina.